Trump smadrer Ørsted – Wammen sender regningen til skatteyderne

Uden fortilfælde. Det kan man roligt sige om kapitaltilførslen på 60 milliarder kroner til energiselskabet Ørsted. Det er uden fortilfælde, at staten tilfører 30 milliarder kroner til en virksomhed i ny kapital. Det er uden fortilfælde, at danske skatteydere direkte skal finansiere opførelsen af vindmøller ud for New York, fordi ingen andre vil. Det er uden fortilfælde, at den danske stat passivt har siddet og kigget på et værditab på over 400 milliarder kroner, siden Ørsted-aktien toppede i begyndelsen af 2021. Vi vidste alle inden den dramatiske melding fra Ørsted mandag om et øjeblikkeligt behov for ny kapital, at Donald Trumps ageren som USAs præsident er uden fortilfælde. Uden fortilfælde er simpelthen Ørsted-topchef Rasmus Errboes forklaring på energigigantens enorme kapitalbehov. Finansminister Nicolai Wammen (S) kalder det »nødvendigt med en ekstraordinær kapitaltilførsel« og begrunder tilsagnet på 30 milliarder med, at staten ønsker at optræde som en ansvarlig majoritetsaktionær. Nicolai Wammen har ret, som sagerne ligger. Eller man kan spørge, om der er noget alternativ for en virksomhed med en elendig aktiekurs, et ramponeret omdømme og en statslig majoritetsaktionær? Hvordan ville det se ud, hvis den danske stat midt i det, som må forstås som et akut problem med kapital i Ørsted, trak stikket og meddelte, at selskabet måtte finde sine penge andre steder? Man må formode, at en sådan melding ville have sendt Ørsted-aktien i et endnu større styrtdyk end det, som fandt sted efter meddelelsen fra Ørsted mandag. SF og Enhedslisten vil stå på hovedet for Ørsted Det er imidlertid forståeligt, at fire partier på Christiansborg vender tommelfingeren ned til, at den danske stat skal hælde et enormt milliardbeløb i Ørsted. Den borgerlige opposition står desværre alene med sit oprør mod kapitaltilførslen, fordi Enhedslisten og SF vil stå på hovedet og ignorere enhver fornuft for at bevare Ørsted som et selskab under statslig kontrol. Ørsteds enorme nedtur siden begyndelsen af 2021 når med meddelelsen mandag et nyt lavpunkt. Der er simpelthen ingen god forklaring på, at danske skatteydere med et kapitalindskud på 60 milliarder skal finansiere opførelsen af en vindmøllepark ud for New York, det såkaldte Sunrise Wind-projekt, som allerede er blevet langt dyrere end forventet. Ørsted skriver ligeud i sin pressemeddelelse og sit halvårsregnskab, at det amerikanske vindprojekt skal finansieres over Ørsteds balance. Højere renter, højere byggeomkostninger og problemer i byggeprocessen fik ovenikøbet i forvejen Ørsted til at tage en nedskrivning på projektet på 4,3 milliarder kroner tilbage i januar. I juli 2024 overtog Ørsted desuden helejerskabet over Sunrise Wind-projektet for cirka en milliard kroner i en stor handel med det amerikanske energiselskab Eversource. Det amerikanske selskab ville simpelthen ud af havvind, hvilket man i bagklogskabens lys godt kan forstå, når man ser på udviklingen i Ørsteds amerikanske forretning. Ørsted har ingen god undskyldning for ikke at indse, at hvis Donald Trump blev genvalgt som præsident, ville der komme et opgør med subsidierne til grøn energi. Det eneste, Trump har gjort, er at indfri et valgløfte. Og det er værd at notere sig, at opgøret med subsidierne ikke bare er et dekret fra Trump begrundet i en national nødsituation, som præsidenten ellers har for vane at bruge som berettigelse for sin politik. Beslutningen om at skrue markant ned for støtten til vind og sol er skrevet ind i »den store smukke lov«, som er vedtaget af den amerikanske kongres. Læner sig op ad rig onkel Det skaber den helt relevante mistanke, om ikke Ørsted i sin forretningsmæssige ageren hele tiden reelt har lænet sig op ad at have en rig onkel i form af den danske stat som ejer, der kunne redde kastanjerne ud af ilden, hvis noget gik skævt. Der skal nok være idealister, som mener, at det er det helt rigtige, at den danske stat direkte finansierer grøn omstilling i hele verden. Det har naturligvis den logik, at vi faktisk kan reducere udledningerne hurtigere ved at investere i udlandet end ved at investere i hjemlig omstilling, fordi Danmark allerede har foretaget betydelige klimatilpasninger. Problemet er, at hverken Ørsted eller den danske stat har råd til at søsætte enorme grønne projekter i hele verden, hvis de ender med at være tabsgivende for danske skatteydere. Kernen er, at den danske stat simpelthen ikke har vist rettidig omhu i sit ejerskab af Ørsted, fordi det efter det enorme drama om salget af en andel af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er toksisk at diskutere statens ejerandel. Som bekendt fik balladen om DONG i 2014 SF til at udtræde af den daværende SRSF-regering. Behovet for at tilføre kapital for 60 milliarder kroner afspejler den enkle sandhed om Ørsted. Selskabet driver dansk energiinfrastruktur, men det er ikke Ørsteds primære forretning. Kun ti procent af Ørsteds produktion af energi foregår i Danmark og 90 procent i andre lande. Derimod kan man i højere grad kalde SAS og Københavns Lufthavn for kritisk dansk infrastruktur, hvis man vil opfinde en begrundelse for statslig delejerskab. Som bekendt ejer den danske stat knap 26 procent af SAS efter rekonstruktionen af selskabet. Efter at den danske stat købte de canadiske lærere og ATP ud, ejer den danske stat 98 procent af aktierne i lufthavnen, omend planen er at nedbringe den ejerandel til 50,1 procent. Tallet 50,1 procent udstiller vanviddet omkring ejerskabet af Ørsted, for når det gælder dansk infrastruktur, kan regeringen både være aktionær og lovgiver. Igen og igen lyder det, at den danske stat ved at eje lige præcis 50,1 procent af aktierne har kontrollen med Ørsted. Også det er ikke korrekt. De to andre storaktionærer er den norske statsejede energigigant Equinor, som sidste år pludselig dukkede op som ejer af ti procent af aktierne, og Andel med fem procent af aktierne. Resten af aktionærerne er passive investorer som pensionskasser i USA, Storbritannien og Danmark, som sidder med cirka en tredjedel af aktierne. Hertil kommer små danske investorer, som ejer to procent af selskabet. Når man har mange investorer i et selskab, behøver man slet ikke at eje 50,1 procent af aktierne for at bestemme alt på generalforsamlingen. Måske den danske stat, da kursen var høj, kunne have hjemtaget en gevinst på sit ejerskab på et stort tocifret milliardbeløb og stadig bestemme alt på generalforsamlingen. Man kan tage skridtet endnu videre. Nye ejere ind i magtens centrum Når man driver et selskab, som er verdensførende inden for havvind og slet ikke er nogen dansk infrastrukturvirksomhed, hvad er der så galt med at have en kreds af stærke strategiske aktionærer, som kunne være med til at udvikle selskabet? Det er eksempelvis blevet afsløret i Berlingske, at det var Goldman Sachs, ikke staten, som ville farve det gamle DONG helt grønt, før det blev børsnoteret som et grønt selskab med sit blå Ørsted-logo. Hvorfor ikke lukke kapitalstærke Equinor ind i kernen af selskabet, fordi den norske energigigant har viljen og styrken til at være med til at forme Ørsteds fremtid. Man kunne ud fra logikken om at gøre Ørsted stærkest muligt mene, at der netop skulle være nogle stærke strategiske investorer fra USA, Storbritannien og EU med en vis reel magt i selskabet; den danske stat ved intet om at drive et globalt energiselskab – intet. Det er en tragisk indsigt, at den danske stat, herunder Wammen, som ejer lod sig forblænde og beruse af Ørsteds tidlige succes til at bevare selskabet i et statsligt jerngreb frem for at realisere nogle af de enorme kursgevinster til gavn for samfundet og samtidig sikre stærke, kompetente og langsigtede strategiske (med)ejere af selskabet. Venstres tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen og Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, blev næsten som et par landsbytosser, da de i henholdsvis 2022 og 2020 ville sælge ud af Ørsted-aktierne. Nu kan de stå og pege på finansminister Wammen som kejseren i H.C. Andersens eventyr. Det er Wammen, som ikke har noget tøj på i dramaet om Ørsted. Ingen ved i dag, hvad staten eller skatteyderne får for at hælde 30 milliarder kroner i Ørsted. Men vi ved, at aktiekursen mandag eftermiddag er tilbage på samme sted, som da selskabet blev børsnoteret for ni år siden. Værdiskabelsen i Ørsted har været nul, siden eventyret begyndte i 2016. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/trump-smadrer-oersted-wammen-sender-regningen-til-skatteyderne